Menu

Klubbens historie

 

I Aaret 1912 samledes på Skibby Kro en kreds af Byens Borgere efter indbydelse af Realskolebestyrer H. E. Emborg for at drøfte oprettelsen af en Boldklub. Resultatet blev, at Boldklubben for Skibby og Omegn blev stiftet. Klubben fik navnet "Velo"

Ovennævnte er et citat fra en mindeartikel fra 1937 om Skibby Boldklub gennem 25 år.

Mødet fandt sted den 31. marts 1912.

 

Artiklen fortæller videre, at i August Maaned samme Aar blev den nye "sportsplads", en græsmark paa nu afdøde Proprietærs Ludvigsens Mark, indviet. Indvielsen var meget festlig, og en i Dagens Anledning spillet Fodboldkamp endte efter "Isefjords-Posten"s Referat med, at begge Hold fik lige mange Maal.  


I 1921 blev Velo opløst og omdannet til Skibby Idrætsklub med det formål at dyrke både fodbold- og håndboldspil.

 

Den omtalte Proprietær Ludvigsens Mark blev først i 1935 erstattet af en egentlig boldbane, efter en stor indsats af daværende skoleinspektør J. Noer, som satte sig i spidsen for et udvalg som stiftede "Interessentskabet Skibby Idrætsplads" der købte et areal af Kammerherre Juul, Krabbesholm til brug for boldbanen.

 
Den store drivkraft i klubben fra 1927 til 1947 var dog Hans Eshøj Johannesen, som i lange perioder ene mand ledede Skibby Idrætsklub og som tak for sin indsats fik overrakt SBU's æresemblem i 1947, samtidig med at han blev æresmedlem i Skibby Idrætsklub.

 
En artikel i Idrætsbladet fra 1953 beretter at Skibby Idrætsklub på dette tidspunkt havde 40 aktive senior fodboldspillere, og 30 ungdomsspillere i en by med ca. 800 indbyggere.


Der var på dette tidspunkt fortsat kun én boldbane, som blev benyttet til både håndbold og fodbold, både kampe og træning. Omklædning fandt sted i en udrangeret jernbanevogn uden lys eller vand.


I slutningen af fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne var det da heller ikke fodbold der var flagskibet i Skibby Idrætsklub. Det var de kvindelige håndboldspillere, som ud over at spille i den sjællandske mesterrække, også havde spillere på udvalgte hold i perioden.


I alt var der i 1953 ca. 100 håndboldspillere i Skibby Idrætsklub.

 
I 1955 kom boldbane nr. 2 og i 1972 en 3. bane.


Erindringer fra en gammel SIK'er - H. G. Stigler, født 1911 i Skibby
velvilligt stillet til rådighed af Niels Nielsen, formand for Historisk Forening for Skibby egnen

 

I 1912 blev Skibby Idrætsklub stiftet som en af landets ældste fodboldklubber. Det husker jeg naturligvis ikke og heller ikke noget fra de følgende 6 til 7 år. Fodbolden blev der passet godt på – det var kun for de ”ældre”. Fodbolden var lavet af kohud. Strimler blev syet sammen, krænget så syningen var indvendig. En gummiblære puttet i og pumpet op, så snøret sammen med en lædersnor. Den var pokkers tung, når den var våd.

Da jeg var omkring 8 år, fandt vi en løsning. Slagter Jensen slaget de af og til en gris – desværre for sjældent. Almindeligvis slagtede han kun kreaturer og heste. Kødet solgte han ved at køre rundt i byen og omegnen fra vogn og senere, da han flyttede over på den anden side af vejen, også fra slagterforretningen. De fleste havde jo gris, så flæsk var der ikke salg i. Men det skete altså, at han slagtede en gris og de to ældste drenge, Herman og Valdemar (de havde to søskende, Valborg og Holger) og jeg fik så svineblæren, som vi pustede op og brugte som fodbold. Den holdt nu sjældent så længe, da det var på vejene, vi spillede, og det var grusveje. Vi lavede også bolde af store korkpropper, omviklet med garn.

Nok omkring 1920 kom de første gummibolde (på størrelse med tennisbolde), og så kunne vi rigtigt træne.

Store begivenheder var der ikke i drengeårene – nærmest kun fastelavn og det enlige fodboldstævne.

Det første, jeg tydeligt mindes, foregik vist i 1920. Det år havde klubben lejet en græsmark, der lå bag et gadekær, der lå bag daværende Rasmus Larsens gård. Man kom sent i gang med træningen dengang, fordi første afgræsning skulle være overstået, inden ”banen” måtte tages i brug, så stævnet fandt først sted i august eller september. Men den dag genkalder jeg som kold, blæsende og overskyet, så der var ikke mange tilskuere. Spillerne husker jeg ikke og heller ikke resultaterne.

Året efter havde man fået ”bane” bag apoteket. En vej førte op mellem apoteket og Alex Jensens garager (et par store træbygninger) og videre ud til Frølunds gård. Fra stævnet det år husker jeg farmaceut Jessen og Valdemar Jørgensen og målmanden Christiansen.

I 1922 lå ”banen” vistnok nede ve Lindegårdsparken, en frygtelig knoldet mark. I 1923 kom der en virkelig forbedring. Den græsmark, der gik fra skolen ned til banelinien, og da vi fra skolen fik lov at spille der, har kommunen sikkert ydet et tilskud, så nu kunne vi rigtigt trille bold i fritiden. Sidst på sommeren blev der lejet et stykke jord ved Stationsvejen (formentlig også med kommunalt bidrag) mellem skrædder Jørgensens og banelinien. Arealet blev planeret (bl.a. ved hjælp af frivillig arbejdskraft) og tilsået med græs. Spillet kom derfor lidt sent i gang i 1924, da græsset først skulle slås nogle gange for at kunne ”bære”. Sikken en tid vi drenge gik i møde. Ned og lege med bolden, så snart skoledagen var forbi. Lækreste fodboldbane i miles omkreds. Jeg mindes, hvor spændte vi afventede det årlige fodboldstævne. Der blev vistnok lavet nogle få plakater hos bogtrykkeren, men i hvert fald stod holdopstillingen annonceret på en tavle, der var opsat lige indenfor i kromandens have over for Bjergmark.

Lyndby og Kirke Hyllinge deltog i hvert fald. (Af andre ”modstandere” i de år var endvidere Dalby, Skuldelev (der havde 3 kromandssønner på holdet) og Sonnerup). Lyndby havde 2 meget store, hårdtspillende fiskere, der havde mange dyster med Valdemar Jørgensen og Strunge(?), der var Skibbys backpar (Strunge kunne flytte bolden næsten fra den ene ende af banen til den anden). Uheldigvis fik Valdemar et spark over det enen ben, så det brækkede. Han kørte postbilen til Frederikssund, men måtte altså have afløser på i lang tid. Fodboldbanen gik næsten op til skrædder Jørgensens store have, og selv om der var spændt et højt ståltrådsnet op få meter fra målet, skete det jævnligt, at bolden røg ind i haven, og han skældte ud og ville knap aflevere bolden igen. Efterhånden fængede det ædle spil, så han blev en passioneret tilskuer.

 

1924-25 var Erik Lunding målmand. Han var, hvad vi i dag ville kalde showpræget og forsøgte at få lette bolde til at se svære ud. Fra optagelseshjemmet deltog 2 spillere, Arne Nielsen, der senere kom til Dalby (Fremad) og Kaj Uldall, der var den fødte boldspiller. Efter udstået straf (det sagdes, at han var anbragt på ”hjemmet” på grund af vagabondering) meldte han sig ind i Boldklubben Frem og kom senere til B 93. Her udviklede han sig hurtigt til at blive en af Danmarks fineste og eleganteste angrebsspillere og var i flere år selvskreven til landsholdet.

 

I et par år havde jeg hver tirsdag kørt rundt til nogle opsporede kunder (betaling hver gang) med ”Hjemmet”. Ved salg af et vist antal fik jeg tilsendt en eller flere værdikuponer, som så kunne indløses med forskellige effekter, og i 1925 havde jeg samlet så mange, at jeg kunne få et par fodboldstøvler. Sikken en frydens dag da pakken med et par engelske ”Tottenham Hosspur” kom. Hårde næser med læderpropper.

Februar 1926 kom jeg på kostskole i Karise, og i de følgende 2 år havde jeg kun lidt tilknytning til Skibby, men på skolen trænede og trænede vi. Samme år byggedes jernbanestationen, og en del af fodboldbanen blev inddraget og nedlagt.

I sommerferien 1927 spillede jeg enkelte kampe for Skibby og efter ferien kom jeg hjem en lørdag aften sent. Søndag morgen blev jeg vækket af Frank, der var ude at skrabe et hold sammen til et stævne i Torkildstrup. Det var kun lykkedes at finde 8 mand, så jeg blev simpelthen nødt til at tage med. Ølhandlerens Harald havde beredvilligt lovet at køre os derhen i den åbne ølbil. Første kamp var kl. 10. Det var diset og surt vejr, så pauserne var kun opmuntrende, fordi vi vandt samtlige kampe og i den begyndende skumring kunne vi hjemføre pokalen. Efter at have spist cyklede jeg så ned til Karise (70 km).

Hele holdet husker jeg ikke, men den lille skrutryggede Hans var en glimrende målmand, Reinholdt Andersen var med, Frank og Kaj Tachau. Kaj var kommis hos købmand P. Petersen, under middel, tætbygget med fremaddukket hoved og et par store fødder. Foldboldspillet var ikke hans stærke side, men han for frem som en olm tyr og skabte luft, så den letbenede Frank fi sat tilstrækkeligt mange mål ind.

Da jeg i foråret 1928 kom hjem fra kostskolen var det i forventning om at kunne tilbringe megen fritid med fodbolden, men det viste sig desværre, at S.I.K. Var sygnet hen. Ingen aktivitet, ingen bane og kassen tom.

 

Om efteråret gik sognefoged Johannesens Hans, sadelmager Hansens Frank, der også var fodboldspiller, og jeg sammen og dannede en ny bestyrelse med mig som formand (kun lige fyldt 17 år) og Hans som kasserer. Det var et voveligt foretagende, for ingen af os havde opsamlede midler. Hans var den energiske og lavede et stort arbejde, men var også konservativ. Frank havde lyssyn og de mange ideer, som amerikansk lotteri og nytårsbal.

Det gjaldt imidlertid først og fremmest om at skaffe kapital og ikke løbe nogen risiko, så vi startede med et andespil på kroen. Salen fik vi gratis (kromanden regnede sikkert med at tjene det ind på serveringen) og ænderne købte vi af Hans Hansen på ”Mamrelund” for 5 kr. stykket. Sønnen Lars og jeg havde sammen vundet én, og jeg ville så afkøbe hans andel, men han ville hellere være med at spise den hjemme hos os, og så kom han flot med en halv abe. Jeg spenderede i aftenens anledning 3 store Crown cigarer, der kostede 20 øre stykket. Andespillet gav et mindre overskud.

Næste arrangement var en vellykket og velbesøgt fastelavnsfest i februar 1929. Der havde år tilbage været tradition for, at man startede festen med fastelavnsridning, og den genoptog vi med held. En del ryttere var iklædt hvide skjorter og med høje hatte og hestene med papirstrimler i manke og hale

- i hvert fald starten. I spidsen kørte en charabanc med kusk, en musikant og så mig. Vi hjemsøgte en del gårde i omegnen, hvor vi især fik æg og mange steder også et glas vin eller punch. I byen kom vi blandt andet hos købmændene P. Petersen, Søren Bjergmark og Skaanderup. Desuden hos doktor Sørensen, lærer Noer, dyrlæge Thamdrup, smed Hans Bruun, enkefruerne Tolver Jensens og sognefoged Johannesen, og her gav det mest kontanter.

Vi sluttede på Skibby Kro, hvor kromanden købte æggene, og hvor fru Nielsen lavede en stor terrin med æggepunch og gratis beskænkede bestyrelsen (den var jo ikke så talstærk) og musikken, som var Hans Eshøj, Edvard fra Nørre Hyllinge (han var landpostbud og fast mand i Karises trio) og 3. manden. De fik tilsammen 65 kr. for at spille fra 20 til 2. Som regel var der stemning for en time mere. Indkom der ved en indsamling i en høj hat 12 kr. mere, var det til en time ekstra og ellers graduerede Hans tiden efter det indkomne.

Om aftenen fortsattes med karneval, og jeg måtte iført blåt cheviot (jeg havde ikke andet) op på scenen og sætte kronen på ”dronningens ” hoved (det var slagterens Margrethe).

Vi stilede mod at afholde et månedligt bal, det var en af de få muligheder, der var for at skaffe midler, så det var altid spændende, om vi fik overskud. Blot det gav 15-20 kr., var vi tilfredse. Som omtalt fik musikken 65 kr., og Laurits Sørensen, der i mange år var en solid kontrollant (udsmider) 10 kr. Laurits var en nødvendighed, fordi der ofte var skærmydsler, særlig skabt af købmand Alfred Sørensen fra Kr. Hyllinge, der i en periode ofte mødte op aggressiv efter at have indtaget lidt for meget af de våde varer. Gik bølgerne for højt, ilede kromanden til, og han var mand for at skabe fornøden ro. Gentagne gange skete det, at han tog rn urostifter i hoved og røv og kørte ham gennem lokalerne og ud i det fri.

Når ballet var slut, blev det en tradition, at bestyrelsen og musikerne blev inviteret til en rolig og hyggelig stund med et par stykker lækkert smørrebrød med diverse.

Ved hvert bal ventede Frank og jeg (vi sad skiftevis ved kassen (en cigarkasse) spændte på, om sønderbyerne og østbyerne mødte op. Det var ofte det, der gjorde, om aftenen ville blive en succes – give overskud. Der var det særlige ved disse fyre (flere af dem var gårdmandssønner), at de foretrak ”små sorte” (=sort kaffe tilsat snaps). Det var - og er – en herlig ren drik, som flere af dem generøst spenderede på Frank og mig. Vi havde bestemt ikke meget at rutte med. Dengang som nu var det obligatorisk med medlemskort, der for et år var 2 kr., og det samme måtte lægges i entre.

 

Vi havde samlet en lille kapital, så vi kunne tænke på at leje et stykke jord, men det viste sig vanskeligt, så vi måtte til sidst tage til takke med et stykke indhegnet eng på Normannermosen. Inden spillet måtte vi grave muldvarpeskud og fjerne køernes efterladenskaber, En af de spillere, jeg husker fra det år, var Otto Jensen. Han arbejdede på Krabbesholm, men var fra Osted. En søndag skulle Osted Boldklub have et stort fodboldstævne, og da de naturligvis helst så, at pokalen blev i Osted, blev Frank og jeg indforskrevet som forstærkning. Om pokalen nu også blev i Osted, husker jeg ikke, men vi var indbudt til det efterfølgende bal – i forsamlingshuset. Betaling for hjælpen bestod i fortæring og overnatning hos Otto's forældre. Faderen, Chr. Jensen, havde en meget stor gård, ”Borupgården”, med flere gæsteværelser, og desuden var han en stor kreaturhandler, der opkøbte og eksporterede kreaturer til udlandet. Om mandagen var vi med ham i en åben Ford ude på en nærliggende herregård, hvor han skulle foretage opkøb.

 

I disse år var vi hver sommer indbudt til stævner på Orø. Og det var altid festligt. I sommeren 1930 kørte vi i to privatbiler til Hammer Bakke. Den ene bil, hvori jeg var, var kromandens. Han havde lige erhvervet sig en ny stor, rødbrun Chevrolet. Vi blev færget over af færgemandens Alfred (færgemanden selv var en kæmpe og omkring de 80, men dengang stadig anset for værende en af øens stærkeste). Alfred og hans bror Axel, der var tømrersvend hos tømrer Nielsen i Skibby, var også granvoksne karle. Da vi var vel ovre, ringede færgemanden over til Bybjerg (nummerangivelse brugte man ikke derovre, det var blot fornavnet) efter en vogn til os. Der fandtes kun to biler på hele øen. Jeg mindes stadig med et stille smil den høje, gamle Ford T, hvor vi alle 11 blev proppet ind i eller hang udenpå. Han kørte kun én gang, sagde vognmanden. Og bremserne virkede ikke så godt, men det gjorde ikke noget. Hvis det blev nødvendigt, skulle vi blot samlet vugge lidt, så ville skærmene gå ned på hjulene, og så virkede det lige så godt. På Orøs hold var Alfred og Axel med og en lang ranglet gårdmandssøn, Aage, der hver gang, vi var derovre, forsøgte at afsætte sin søster, der nu var tiltrækkende nok, til mig (han ville meget gerne have mig over til øen som forstærkning til øholdet), samt sognerådsformanden, der nærmede sig de 70 og var i lange, hvide bukser. Han startede stærkt og viste ret god løbetræning, men tabte naturligvis hurtigt pusten. Efter kampen var Frank og jeg inviteret med Orøs bestyrelse til efterfølgende spisning på kroen. Der blev serveret lækker kyllingesteg med diverse snaps. Kromandens to kønne døtre vartede op. Om Skibbys øvrige hold ventede på os, eller hvorledes vi kom hjem, husker jeg ikke. Det skete, at Alfred kom over til vores bal (hans bror Axel var jo i byen). De to kunne tåle et utroligt antal genstande, og så kunne Alfred finde på at hive os med ud i krohaven og vise os det ene flotte kraftspring efter det andet.

Den sommer havde vi formedelst 80 kr. lejet en græsmark af gårdejer Chr. Aare Petersen. Den lå et stykke uden for byen, og vi måtte først tage den i brug, når første afgræsning var overstået. Den var knoldet med en plovfure løbende fra mål til mål og stridt græs.

 

Jeg havde for en kortere tid en kontorplads i København og boede i den tid hos min moster og onkel i Vanløse. Jeg var stadig formand for klubben, og vi skulle have det sædvanlige efterårsstævne i september. Frank ringede, at han som sædvanlig havde besvær med at samle et hold, så vi blev enige om, at jeg skulle tage min fætter (der boede i samme hos som forældrene) med. Han spillede på landsholdet for Arbejdernes  Idræts Forbund, der i de år var stærkt fremme. Han ahvde en stor Harley Davidson, så transportproblemet for mit vedkommende var dermed løst. Han fik for resten ikke en øre for sin hjælp, men det forventedes heller ikke dengang. Af andre medvirkende havde Frank fået fat i ”Blåmand” og ”Fangen” fra Roskilde, desuden var der bl.a. Ludvig Hansen og Ole fra Frølunds gamle gård.

I 1931 fik vi efter den sædvanlige søgen skaffet os en græsmark ved Mamrelund, syd for gården, ned til banelinien. Banen var efter forholdene rimelig, men skrånede noget ned mod gården. Jeg mindes ikke, der blev spillet meget fodbold den sommer.

I sommeren 1925, da der var fodboldbane ved Stationsvejen, forsøgte man at oprette en bokseklub. Hvem der kom med boksehandsker, ved jeg ikke, men jeg deltog nogle gange i træningen, der foregik på græsset ved banen. Forsøget fik desværre kun en kort levetid.

 

I 1931 søgte postvæsenet så atter elever. Jeg lagde billet ind, og fik meddelelse om, at jeg skulle møde tilpsykoteknisk prøve i Slagelse. Efter prøven gik jeg på perronen og ventede på toget til Ringsted, hvor jeg skulle skifte over til Den Midtsjællandske Jernbane til Skibby. Jeg kom i snak med en af de andre ansøgere, Karen Bjergsted Jensen, der var kontorist på postkontoret i Roskilde, og som havde taget realeksamen med udmærkelse. Jeg blev meget duperet – og betaget – af hende.

Jeg gik så og ventede i spænding den følgende tid.. Vist nok temmelig nedtrykt over, at der var andre så dygtige medansøgere (disse prøver fandt sted i mange byer landet over), men en dag kom der så brev om, at jeg var antaget som elev pr. 1. september 1931, med start i København.

Den 1. december blev jeg forflyttet til Roskilde, og samtidig fik Frank arbejde i møbelfirmaet Jensen. Frank havde fundet et værelse hos tømrermester Nielsen, Gl. Landevej 11, hvor vi også fik kosten, alt i alt 65 kr. til hver, og så havde jeg 10 kr. tilbage til sygekasse og lommepenge. Alex Jensen ejede rutebilerne i Skibby, og enten havde han medlidenhed med den fattige postelev, der hver week-end skulle hjem, eller også var det, fordi jeg var ansta på postkontoret, at han lod mig køre gratis. Han kørte som regel selv bilen lørdag aften, og så sad jeg foran og sludrede med ham.

Den 24. december havde jeg fri tidligt på formiddagen og gik ned gennem Algade og Skomagergade og kikkede på vinduer. Jeg skulle finde julegaver til dem derhjemme, min far og mor, Esther på 17, Anni på 13 og Børge på 10. I pungen havde jeg bare 5 kr., så der kunne kun blive til 1 ting til 50 øre til hver (min far fik en pakke tobak = 50 gr. kostede 45 øre).

Lige efter nytår meldte Frank og jeg os ind i Roskilde Boldklub af 1906 og fik en gammel 1903'er Axel Asmussen  som træner. Han placerede os på ”Mesterholdet”. De første kampe spillede vi i Maribo, hvor vi spillede 2 kampe på 2 dage, og boede på hotel. Det var i påsken.

Jeg måtte naturligvis frasige mig formandshvervet i klubben hjemme i Skibby.

 

I efteråret 1932 blev jeg forflyttet til Kalundborg. Her var der 2 boldklubber – Kalundborg Boldklub og Kalundborg Gymnastik Forening. Richard Hansen, der var depotejer for Tuborg og gammel 1903'er, fik et tip af Axel Asmussen om mit fortsatte virke i Kalundborg og stillede dagen efter min ankomst  på postkontoret og opfordrede mig til at melde mig ind i K.B., hvor han spillede. Jeg skulle altid være velkommen hos ham og hans (søde) kone (de boede overfor mit logi). Jeg faldt hurtigt til i klubben, og der var et enestående kammeratskab. Det blev accepteret, at jeg var en fattig postelev (lønnen var steget til 85 kr. om måneden, men jeg gav 60 kr. i pensionatet og 15 for værelset). Det varede ikke længe, før jeg næsten var en eftertragtet gæst i mange hjem (”gå med hjem og få aftenkaffen”, ”gå med hen og få et spil billard” eller ”gå med hjem og få et spil kort”).

Den skønne tid sluttede i maj 1934, da jeg skulle være soldat i Roskilde.

Efter soldatertiden (maj 1935) blev jeg forflyttet til København med mange skiftende arbejdssteder inden for det københavnske postområde.

 

Hjemme i Skibby var der under mit fravær sket meget. Det var sikkert jernbanens skyld, at der kom mere drift og optimisme i byen. Det var vel også baggrunden for, at en kreds af byens borgere tog initiativ til at sætte liv i sporten. Mig bekendt var det ikke mindst Hans Eshøj, lærer Noer, landpostbud Ludvig Petersen, sadelmager Hansen, vognmand Ludvig Hansen, blikkenslager Jensen og sikkert mange flere, der ved stor indsats fik erhvervet det område, hvor klubben nu har til huse.

Med de også forbedrede rutebilforbindelser og-tider var jeg relativt nær Skibby, og jeg kom igen ind i fodboldspillet derhjemme, men økonomien var trykkende. Jeg var nu kommet op på en månedsløn på 165 kr., og det rakte jo ikke langt. Så trådte blikkenslager Jentsch til. Han tilbød klubben og mig at ville afholde alle udgifter i forbindelse med spillet. Det var jo meget, meget fint og blev modtaget med megen glæde.

 

Jeg spillede så for klubben i 1936, 1937 og 1938. Indtil en for mig skæbnesvanger septemberdag i 1938. Vi skulle spille turneringskamp i Borup. Jeg kom fra København og skulle gå ud til Spritfabrikken, hvor jeg skulle samles op. Regnen silede ned, så jeg var næsten gennemblødt, da bilen tog mig op, og regnen blev ved under hele kampen. Jeg måtte igen klæde om til det våde tøj, og da jeg kom til mit logi i København, var jeg blevet godt forkølet, og det udviklede sig i den kommende tid til en ondartet lungehindebetændelse, og dermed sluttede min fodboldæra, men jeg kunne se tilbage på mange dejlige oplevelser.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Hvis du klikker videre på sitet, accepterer du vores brug af cookies.
Læs mere